Blog Image

Indlæg

Ligustervængets blog

Her kan alle læse indlæg. Er man logget ind, kan nye indlæg oprettes og der kan kommenteres på eksisterende. Indlæg står kronologisk med det sidste øverst og er inddelt i forskellige kategorier.

Asbest i rør

Diverse Posted on 23 sep, 2021 20:17

Hej alle. Blot til info er der konstateret asbest i isoleringen på rørbøjningerne i kælderen.

mvh

Patrik



Kælderyderdør sælges

Diverse Posted on 31 aug, 2021 10:30

Da vi desværre bliver nødt til at købe ny kælderdør til en som går indad, sælges vores nyere Ideal Combi facadedør inkl. karm med 3-lags lavenergiglas og udluftningsventil. Den er så godt som vedligeholdelsesfri, da den er af aluminium udvendig og træ indvendig. Den har fået nogle knubs i forbindelse med vores kælderrenoveringen – disse vurderes dog til udelukkende at være af kosmetisk karakter og vil relativt nemt kunne udbedres. Døren blev leveret oktober 2015.

Sælges uden lås og håndtag.

Nypris ca. 12000kr

Sælges for 5000kr

Se mål og specifikation vedlagt

Du er velkommen til at komme forbi og kigge på døren.

Mvh

Erik og Mette #25



Efterlysning

Diverse Posted on 31 jul, 2021 15:06

Den gule gasbeholder har nu været væk fra varmekælderen i rigtigt lang tid. Den, der har lånt den, bedes stille den tilbage hurtigst muligt, så også andre kan have glæde af den. Er gasflasken tom, så få den byttet ud med en fuld og kom med kvitteringen til Martin (nr. 43).

Også Ryobi kanttrimmeren må efterhånden have hjemve. Også den har været hjemmefra i nogle uger og bedes returneret snarest.

Hvis folk er så langt tid om at returnere redskaber mv., så må vi overveje, om det overhovedet giver mening at have dem fælles.



Forvarsel til Generalforsamling, Grøn Dag og sommerfest lørdag d. 21. august 2021

Diverse Posted on 09 jul, 2021 17:13

Kære alle

Find venligst vedlagt forvarsel til generalforsamling kombineret med tilmelding til Grøn Dag og fest. Tilmelding til Bjarne (nr. 27).

Bemærk, at det naturligvis er fuldt acceptabelt at deltage i kun en, to eller i alle tre arrangementer.

Som det fremgår af seneste bestyrelsesreferat vil der i år være en del punkter til drøftelse på generalforsamling
* Drøftelse af evt. nedlæggelse af haveaffaldsordning, da vi alligevel betaler til den kommunale ordning
* Skal foreningen overtage vejvedligeholdelsesforpligtelserne fra den enkelte indtil kommunen optager Ligustervænget som kommunal vej pr. 1. april 2023
* Plænerne ved garagerne omdannes til vilde haver (“Vild med vilje”)
* Tilslutning af garagetagene til separat regnvandskloak-system?
* Forslag fra medlem om at foreningen godkender et årligt beløb/budget, fx 30.000, til støtte af generel/principiel løsning for indretning af 2.sal som kan komme foreningen til gode (som initiativ-tagende beboere kan søge/bruge)
* Forslag fra medlem om at søge kommunen om én fast fast p-plads per hus, fx optegning af bås foran ens hus. Eventuelt betinget af at man har/får el-bil
* Forslag fra medlem om at ansøge om generel dispensation for bevaringsværdigheden for bagsiden af vores huse

Samt evt. yderligere forslag, der måtte indkomme inden fristen.

På bestyrelsens vegne,
Niels



Referat af bestyrelsesmøde d. 15. juni 2021

Referater Posted on 09 jul, 2021 16:47

Find venligst vedlagt referatet fra seneste bestyrelsesmøde.

Bemærk, at siden mødet har Klaus opsnappet at kommunen har besluttet at optage Ligustervænget som kommunal vej pr. 1. april 2023. På generalforsamlingen må vi drøfte, om det ikke fortsat giver mening at ændre vedtægterne, så foreningen overtager vejforpligtelserne fra de enkelte medlemmer frem til 1. april 2023.

https://www.ltk.dk/borger/trafik-og-veje/veje/optagelse-af-private-faellesveje

På bestyrelsens vegne,
Niels



Bigbag(s)

Gives væk Posted on 20 jun, 2021 21:32

Vi har 8 styks tomme bigbags liggende. Hvis der er nogen, der kan bruge en eller flere til f.eks. byggeaffald eller andet affald, som skal afleveres på Genbrugspladsen, er I meget velkomne til at komme forbi nr. 67 og afhente.

Alternativet er, at de senere (inden for den kommende uges tid), bliver kørt til Genbrugspladsen.

Mvh

Nr. 67



Godt nyt til internet-hungrende

Kabelnet Posted on 20 apr, 2021 18:07

Som I nok har set i e-boks, så går tdcnet snart igang med at lægge fiber i jorden. Dette sker uden omkostninger for os.

Bjarne og jeg havde her til morgen møde med entreprenøren samt en repræsentant fra vejafdelingen i Lyngby-Tårbæk Kommune.

Det, der vil ske er, at de løfter betonflisen tættest på husene, graver en rende med ca. 50 cm dybde, lægger et rør og fiber ned, hvorefter flisebelægningen retableres.

De forventer, at de vil kunne klare ca. 50 m om dagen, så bøvlet vil være overstået i løbet af en lille uge. På dagen for gravearbejdet kan der blive lidt vanskeligere adgangsforhold. I vil blive orienteret på forhånd. Der vil også blive skiltet med parkering forbudt i de pågældende dage – så er I advaret.

Projektet her er dog kun første trin i at få hurtigere internet. Først senere vil de enkelte hustande kunne blive tilkoblet. Hvor langt tid, der går vides ikke. Jeg har hørt historier på op mod et år, men vi er mange, der håber, det kommer til at gå lidt hurtigere for os.

Mvh.
Niels



Referat fra bestyrelsesmøde 13. april 2021

Referater Posted on 18 apr, 2021 11:53

Kære alle

Find venligst vedlagt referat fra bestyrelsesmøde d. 13. april 2021.

Bemærk, at hvis Coronasituationen tillader det, så vil vi slå generalforsamling og Grøn dag sammen og afholde arrangementerne lørdag d. 21. august 2021. Det er naturligvis fuld acceptabelt kun at deltage i en af delene.

På bestyrelsens vegne
Niels



« ForrigeNæste »