Her kan alle læse indlæg. Er man logget ind, kan nye indlæg oprettes og der kan kommenteres på eksisterende. Indlæg står kronologisk med det sidste øverst og er inddelt i forskellige kategorier.
Efter aftale med kasserer og varmemester kommer her DAB varmeregnskabet for sidste fyringssæson.
Som det fremgår, så står vi til for første gang i årevis at skulle efterbetale – ca. 78.000 kr. Forbruget har været nogenlunde uændret, men gasprisen er steget med næsten 33%. Det betyder, at rigtigt mange nok desværre må indstille sig på en efterregning.
Har netop set parkeringsvagten komme cyklende og give bøde til en bil, der holder parkeret på vores side af vejen overfor udkørslen til nr. 2-12 – dvs. ud for nr. 37.
Der blev grundigt fotodokumenteret at bilen holder overfor udkørslen.
Derfor blot en opfordring til at være opmærksomme på ikke at holde tættere end de 10 meter fra udkørslen fra vores garageanlæg (begge sider), og heller ikke på den modsatte side af udkørslen fra de lige numre.
“Udvalgsarbejdet” med at kontakte kommunen er ikke glemt, men ligger lidt stille pt.
Efter vores udskiftning af facadebrædder (og isolering), har vi stadig rigeligt med sortmalede facadebrædder tilovers. Jeg tror, der fortsat lige akkurat er brædder nok til et helt hus. Efter aftale med Klaus, har vi lagt dem i varmekælderen til fri afbenyttelse – først til mølle.
Hvis ikke de er fjernet inden Grøn Dag, så har jeg lovet Klaus, at de kommer på genbrugsstationen der.
Jeg får leveret løst brænde i morgen formiddag fredag d. 2. februar. Det kommer i en stor lastbil, hvor ladet er inddelt i sektioner, hvor en sektion så hældes ud i en kæmpe bunke (6 rummeter fylder en del). Jeg har bedt om at få det leveret ved bunden af den sydlige garagegård tættest på trappen, så jeg skal transportere det kortest muligt til baghaven. Desuden vil det genere færrest mulige af jer andre.
Det vil derfor være uhensigtsmæssigt, hvis nogen holder parkeret og spærrer. I givet fald vil lastbilen være nødsaget til at læsse af, hvor det er muligt. Det kan betyde, at det ikke vil være muligt for parkerede biler at komme ud af garagegården.
Jeg vil selvfølgeligt sørge for at fjerne brændet hurtigst muligt.
Jeg har desværre ikke styr på, hvem der har garager i den sydlige garagegård, så jeg er derfor nødsaget til at skrive ud på denne måde til alle.
Hvis dette ender med at blive til gene for nogen, så kom lige forbi mig i nr. 33; så prøver vi at finde en løsning.
Jeg er næppe den eneste, der er frustreret over vores genboers parkeringsordning. Da jeg onsdag aften fik en kontrolafgift fra UNOPARK for at holde på offentlig vej overfor nr. 31/33, flød bægret over. Jeg har derfor lige sendt nedenstående mail til afdelingsbestyrelsen.
Til afdelingsbestyrelsen Sorgenfrivang 1
Jeg kan i jeres referat fra bestyrelsesmødet 17. oktober 2023 se, at I har hørt om positive parkeringsoplevelser fra beboere omkring Ligustervænget. Jeg kan garantere for, at dette ikke deles af beboere på den vestlige side af Ligustervænget. Her er parkering blevet til en daglig frustration.
Jeg bor i den midterste blok af rækkehuse og kan meget ofte tælle 5 eller flere parkerede biler og håndværkervarebiler, som ikke har relation til beboerne i rækkehusene. Mange af dem bruges af jeres beboere og/eller deres gæster. Det gør, at det ofte er meget vanskeligt at finde en parkeringsplads på den vestlige side af Ligustervænget, samtidig med, at der er adskillige af de parkeringspladser, der er forbeholdt jeres beboere, er ledige. Det er en uhensigtsmæssig brug af de begrænsede pladser, der er.
Jeg vil derfor bede jer opfordre jeres beboere til:
at de, der endnu ikke har søgt om beboerlicens, får det gjort
primært at benytte de parkeringspladser, der er forbeholdt dem
at opfordre deres gæster til primært at benytte pladser forbeholdt beboere i Sorgenfrivang 1
Ligeledes vil jeg opfordre jer til:
at være lidt mere lempelig i forhold til at uddele beboerlicenser, så f.eks. jeres beboeres håndværkerbiler også kan få en licens
at undersøge, om der er tilstrækkeligt med parkeringspladser på jeres område i forhold til antallet af biler, og hvis ikke, etablere yderligere pladser
overveje, om beboere på den vestlige side af Ligustervænget også kunne søge beboerlicenser, da jeg ikke formoder, at ordningen er indført for at genere jeres naboer
Jeg håber ovenstående vil blive modtaget i den konstruktive ånd som den er afsendt.
Det næste er derimod ikke konstruktivt – det er en klage. Jeg henvender mig til jer, da det er jer, der har iværksat parkeringsordningen. Jeg vil bede jer hurtigst muligt at kontakte jeres parkeringsfirma og bede dem øjeblikkeligt at ophøre med at udskrive kontrolafgifter til biler parkeret på offentlig vej. Onsdag d. 17. januar parkerede jeg delvist på fortovet overfor Ligustervænget 31/33 (se foto), som er offentlig vej, og derfor ikke er omfattet af jeres parkeringsordning. Alligevel fik jeg udskrevet en kontrolafgift. Efter bedste overbevisning er det i henhold til Lyngby-Taarbæk Kommunes retningslinjer (maks. halvdelen af bilen på fortovet, mindst 1,2 m passage) fuldt lovligt at parkere her. Og selvom jeg skulle tage fejl, og der er tale om en ulovlig parkering, har jeres parkeringsvagter ikke hjemmel til at opkræve kontrolafgifter her (som så i øvrigt skulle have været en bøde), da det er offentlig vej, og dermed ikke omfattet af jeres ordning. Ligeledes vil jeg bede jer om at kontakte jeres parkeringsfirma og bede dem øjeblikkeligt at annullere kontrolafgiften, så jeg ikke skal have denne sag hængende over hovedet i op til 4 uger.