Jeg er næppe den eneste, der er frustreret over vores genboers parkeringsordning. Da jeg onsdag aften fik en kontrolafgift fra UNOPARK for at holde på offentlig vej overfor nr. 31/33, flød bægret over. Jeg har derfor lige sendt nedenstående mail til afdelingsbestyrelsen.

Til afdelingsbestyrelsen Sorgenfrivang 1

Jeg kan i jeres referat fra bestyrelsesmødet 17. oktober 2023 se, at I har hørt om positive parkeringsoplevelser fra beboere omkring Ligustervænget. Jeg kan garantere for, at dette ikke deles af beboere på den vestlige side af Ligustervænget. Her er parkering blevet til en daglig frustration.

Jeg bor i den midterste blok af rækkehuse og kan meget ofte tælle 5 eller flere parkerede biler og håndværkervarebiler, som ikke har relation til beboerne i rækkehusene. Mange af dem bruges af jeres beboere og/eller deres gæster. Det gør, at det ofte er meget vanskeligt at finde en parkeringsplads på den vestlige side af Ligustervænget, samtidig med, at der er adskillige af de parkeringspladser, der er forbeholdt jeres beboere, er ledige. Det er en uhensigtsmæssig brug af de begrænsede pladser, der er.

Jeg vil derfor bede jer opfordre jeres beboere til:

  • at de, der endnu ikke har søgt om beboerlicens, får det gjort
  • primært at benytte de parkeringspladser, der er forbeholdt dem
  • at opfordre deres gæster til primært at benytte pladser forbeholdt beboere i Sorgenfrivang 1

Ligeledes vil jeg opfordre jer til:

  • at være lidt mere lempelig i forhold til at uddele beboerlicenser, så f.eks. jeres beboeres håndværkerbiler også kan få en licens
  • at undersøge, om der er tilstrækkeligt med parkeringspladser på jeres område i forhold til antallet af biler, og hvis ikke, etablere yderligere pladser
  • overveje, om beboere på den vestlige side af Ligustervænget også kunne søge beboerlicenser, da jeg ikke formoder, at ordningen er indført for at genere jeres naboer

Jeg håber ovenstående vil blive modtaget i den konstruktive ånd som den er afsendt.

Det næste er derimod ikke konstruktivt – det er en klage. Jeg henvender mig til jer, da det er jer, der har iværksat parkeringsordningen. Jeg vil bede jer hurtigst muligt at kontakte jeres parkeringsfirma og bede dem øjeblikkeligt at ophøre med at udskrive kontrolafgifter til biler parkeret på offentlig vej. Onsdag d. 17. januar parkerede jeg delvist på fortovet overfor Ligustervænget 31/33 (se foto), som er offentlig vej, og derfor ikke er omfattet af jeres parkeringsordning. Alligevel fik jeg udskrevet en kontrolafgift. Efter bedste overbevisning er det i henhold til Lyngby-Taarbæk Kommunes retningslinjer (maks. halvdelen af bilen på fortovet, mindst 1,2 m passage) fuldt lovligt at parkere her. Og selvom jeg skulle tage fejl, og der er tale om en ulovlig parkering, har jeres parkeringsvagter ikke hjemmel til at opkræve kontrolafgifter her (som så i øvrigt skulle have været en bøde), da det er offentlig vej, og dermed ikke omfattet af jeres ordning. Ligeledes vil jeg bede jer om at kontakte jeres parkeringsfirma og bede dem øjeblikkeligt at annullere kontrolafgiften, så jeg ikke skal have denne sag hængende over hovedet i op til 4 uger.

Mvh.

Niels Chr. Felumb

Ligustervænget 33